Er det noen av dere som har blitt sett på som en smule sære av andre mennesker?
Det er ikke negativt ment det er bare det at jeg selv har erfaring med det.

Innlegget blei sist redigert 12.01.2006, 17:28 av Kjetil Golid

Du mener andre mennesker her inne på AOL?
Mitt svar: Nei, ikke som jeg har oppfattet det...

Innlegget blei sist redigert 12.01.2006, 17:34 av Jonas Larsen

Nei, det jeg mente var om noen her har blitt sett på som litt sære pga. sin voldsomme interesse for andeby og omegn av andre "vanlige" mennesker som venner, kollegaer, foreldre osv.

Innlegget blei sist redigert 12.01.2006, 17:38 av Kjetil Golid

Jo, fks en jente jeg kjenner sier at hun ikke skjønner at noen kan like Andeby, og at det er barnslig (!) HÆ!?
Jeg svarte da at det er godt voksene mennesker som forsker på Andeby og at mange hadde betalt en formue for et eksemplar av DD nr 1/48. Jeg sa også at samme hvor mange som ikke skjønner at noen er opptatt av Andeby så vil Andeby alltid og da mener jeg alltid ha en plass i livet mitt...
Og at ganske mange også mener det er denne fantastiske siden et bevis på

Innlegget blei sist redigert 12.01.2006, 17:46 av Jonas Larsen

Tja. Har ikke følelsen av å bli oppfattet som sær, men en jente kunne ikke skjønne hvordan jeg orket å lese så mye (om dette gjaldt kun Donald eller om det gjaldt bøker, tegneserier og generelt alt med tekst vet jeg ikke). Men det tar jeg ikke negativt, og om sant skal sies, så lurtehun også på hvordan jeg orket å trene 4 ganger i uka. Men man bruker mye tid på det man liker, uansett hva andre mener.

Mange i klassen min synes det er ganske rart at jeg intresserer meg for Donald..
En gang hadde de det gøy ved å rive i stykker et Donald-blad foran ansiktet på meg..:(

Mange er sånn at de ikke tror at andre intereserer seg for det at de ikke gjør det. Selv har jeg respekt for at andre liker noe annet, men jeg syntes det er litt rart at noen ikke liker Duck-tegneserier i det hele tatt...

Framför allt på högstadiet (7-9:e klass) hade mycket få i skolan någon förståelse för mitt intresse för Andeby och Disneyserier. Det var svårt ibland och många som inte kände mig såg mig som en nörd, även om jag själv tycker att jag hade andra "normala" intressen också. Det är fortfarande många som inte förstår mitt intresse men med bättre självförtroende tar jag det inte personligt längre. Jag är faktiskt förvånad över att ganska många nuförtiden blir mer nyfikna än avståndstagande när jag nämner att jag läser mycket Donald Duck.

Jeg har hatt det samme problemet.... Mange syntes jeg er veldig sær og unormal pga. mine interesser. Synd.....

Arpin Luséne skreiv:

Andeby har alltid hatt en plass i mitt liv, helt fra jeg kunne bla i et Donald-blad selv, og siden det ikke har gitt seg ennå så tror jeg at interessen for Donald og vennene hans vil holde livet ut. Det er alltid noen som aldri kommer til å forstå //det// .

Personlig så synes jeg det er ganske sært å sitte foran en TV og se på at noen prøver å gå kjempefort på ski. Og at de kan gjøre det helg etter helg, år etter år. Det er mye særere spør du meg.

..eller "oi- i morgen skal en gjeng med menn spille et ballspill mot en annen gjeng med menn! det MÅ vi se! lurer på hvem som vinner- den ene gjengen med menn.. eller den andre!"

Jeg mindes at jeg blev drillet med det i gymnasiet - og så finder man ligesom ind i sig selv og bliver bare endnu gladere for Donlad - for han driller ikke, han giver bare gode oplevelser. I donaldist-sammenhænge har man en fælles reference-baggrund og har ingen grund til at spørge andre: hvorfor læser du Donald, du som er voksen, for det gør man selv.
Jeg mindes en på lærerskolen som sagde til mig at Donald han er da bare så dum og imbecil... det blev jeg ked af at høre - gad ikke rigtig tage kampen op. Gik i stedet over for at snakke med min religionslærer som er Rosa-fan

Det værste der kan ske er hvis man tager den forkerte konsekvens af folks pegen fingre - og holder op med at læse Donald fordi andre ikke synes man skal gøre det - det er trist hvis det sker.

Folk som jeg kjenner, synes det er helt sprøtt at jeg leser Donald. Når jeg sa at jeg var med i NM i Donald også, så de forskrekket ut, og sa at jeg hadde vel en smule gått litt for langt om hvor mye man kan like Donald.. Teit spør du meg. Noen liker jo fotball, men ikke så mange synes det er teit med cupfinale, VM i fotball osv. Men jeg har jo også kamerater som er veldig glad i Donald, så **helt** aleine på skolen, er jeg ikke

Nei, jeg er ganske sikker på at jeg ikke blir sett på som sær, isåfall er det ikke fordi min Donaldistiske-super-samle-lese-tegne interesse. Det er vel kanskje fordi det er så mange andre "Sære" i klassen min (og da mener jeg **virkelig** sære)...;-)

Har ikke hatt problemer med dette Mangen andre jeg kjenner syns Donald er kult selv om de ikke er donaldister, men folk legger selfølgelig merke til at jeg leser så mye, men vi bare spøker med det. På golfen kaller en av de jeg går med meg Donald

Hvis jeg nevner at jeg er donald-fantast til noen jeg ikke kjenner så godt, får de gjerne et litt fjernt blikk i øynene. Jeg tror det skyldes at de ikke riktig vet hva de skal si fordi de ikke har noe forhold Donald selv. Men det finnes unntak. En elektriker som var innom kontoret mitt så at jeg hadde noen Disney-greier framme på skjermen, og avslørte seg som skap-donaldist. Og en tidligere kollega som jeg aldri ville mistenkt for å ha vært i nærheten av Andeby forærte meg en bunke tidlige utgaver av "Donaldisten" som han hadde dubletter av. Det er flere av oss der ute enn vi tror!

ANDonym skreiv:

Da jeg var ung(yngre :-) var der vist ikke nogen som synes jeg var sær fordi jeg kunne lide Disneyserier. Men efterhånden som man bliver "ældre" (host), er der nogen som synes at det er noget pjat, at man læser tegneserier, og interesserer sig for serieskabere, forlag osv.

Det er ikke noget jeg går rundt og praler med til alle og enhver, kun til gode venner og familie.

Ærgerligt, egentligt. Havde man gået op i fodbold, golf eller motorsport, for eksempel, havde ingen vel syntes at det var mærkeligt...

Den dagen folk ikke finner noe annet å undre seg over vedrørende mine interesser enn at jeg leser mye tegneserier (deriblant donald), blir jeg redd.

Innlegget blei sist redigert 13.01.2006, 01:03 av Olaf Moriarty Solstrand

Når det kommer til hva denne tråden egentlig handler om, så får jeg ikke lengre "de lange tomme blikk" så ofte som jeg fikk før.
Det var mange som reagerte på at jeg faktisk samlet på Donald Duck og kanskje humret litt for seg selv, men har jeg brydd meg om det? Nei. Det er mitt valg og det står jeg for.
Der jeg kommer fra var det heller ikke vanlig å gjennomføre førstegangstjeneste. Fikk mange kommentarer og mange var tildels både bisk og fiendtlig. Brydde jeg meg? Nei. Mitt liv, mitt valg!

Det som brydde meg, de få gangene noen faktisk fattet interresse for min samling var følgende; Er de mye verdt? Jeg forklarte at verdi ikke var av betydning for meg, og derfor aldri hadde tenkt over det. Jeg samlet også i den tiden aktivt på mynter og frimerker. Samme respons der; Er det mye verdt?? (av og til må man bare riste på hodet ovenfor sine medmennesker.)

Ole Damgaard skreiv:

Jeg skjønner F... ikke at noen sier at man er for gammel til tegneserier når man er voksen. Det finnes tegneserier for voksne også... dog tegneserieromaner finnes for de som "må" ha "ekte" litteratur. Mitt synspunkt er at man aldri blir for gammel for tegneserier. Heldigvis er min far også interresert i tegneserier...